Mit første møde med I., var et møde jeg aldrig glemmer.
Det var ugen efter første lockdown i Danmark, marts 2020, og jeg havde gået hjemme, i selvisolation, i en uges tid.
(Efter en hård graviditet med en del gener, ville manden sikre at jeg ikke blev smittet.)
Jeg havde slet ikke regnet med at skulle møde I. endnu, da der stadig var en måned igen, inden vores første officielle møde skulle finde sted.
Jeg var da også lige flyttet i større bolig og havde en laaang to-do liste.
Babyværelset var stadig pakket i flyttekasser, som det meste af lejligheden, og jeg manglede at købe de sidste småting endnu.
Gudskelov for min obsession med to-do lister, så havde jeg købt det meste hjem, vidste hvad jeg manglede og havde pakket min, mandens og I’s hospitaltasker. Men vigtigst af alt vores snacktaske. The ride-or-die bag!
(Lærer du mig godt at kende, finder du hurtigt ud af at jeg lever gennem mad og snack. Andre har forskellige hobbies, jeg har hygge og mad. Jeg elsker at hygge, spise, snakke og høre om nyt mad, madsteder og snack. Alt nyt skal prøves og gerne i dag.)
Når tilbage til mødet med I.
Jeg havde ingen idé, om at skulle møde I. så hurtigt. Alt gik så stærkt den dag.
Fra vi kom på sygehuset og jeg holdte I. i mine arme, gik der ikke mere end 4 timer.
Men det var den lykkeligste dag i mit liv. I. var perfekt. Så lille (sen præmatur baby), men perfekt.
Da vi kom ned på barselsgangen lagde jeg I. ned i vuggen for første gang. Kort efter kunne jeg mærke uro hos ham og tog ham så op til mig igen, hvor han sov bedst, de næste 3 dage vi var på sygehuset.
Det var virkelig svært at få I. til at finde ro andre steder end på os og selv små lyde kunne vække ham.
Et lille knips med fingrene og I. reagerede prompte med at kigge i retningen, hvor lyden kom fra.
Vi grinte lidt af det i starten og jokede med at han havde arvet mors hørelse og selvfølgelig skulle en audiologs barn have ekstra god hørelse.
Det lykkedes os dog nogle gange at få ham til at ligge i vuggen og da vi kom hjem rullede jeg vuggen med ind i køkkenalrummet for at I. kunne vænne sig til lyde, mens han sov lur.
Et råd jeg altid havde hørt, men fortryder at have lyttet til i dag, hvor jeg ved at I. var og er følsom overfor lyde grundet sin tidlige fødsel og refluks.
De 3 dage på sygehuset var et særtilfælde. De ville gerne sende os hjem på 2. dagen, men da vi alligevel skulle ind og have taget hælblodprøven (PKU) samt en høreprøve tidlig morgen kl. 8 på 3. dagen og det var start “first lockdown”-tid i Danmark, fik vi lov at overnatte endnu en nat.
(Hælprøven foretages som en screening for medfødte sygdomme og ved høreprøven screenes for hørenedsættelse.)
Men hvorfor de gerne ville sende os hjem på 2. dagen, undrer mig stadig den dag i dag.
Jeg blev opmærksom på at I. var noget mere til den gule side tidlig morgen på 2.dagen. I løbet af dagen blev både hudfarven og øjnene mere og mere gul/orange.
Om aftenen gjorde jeg jordemoderen opmærksom på dette. Og helt uden at kigge på I, (hvilket mange faktisk ikke gjorde i vores tid på barselsgangen eller også stod de i døren og spurgte ind til os), så fik jeg et; “Ja, det er normalt. I. har jo også kulør”.
Nok har vi kulør, men både mor og far er til den lyse side og har ingen undertoner af orange.
Og hvad med at kigge på barnet først? Kigge på de øjne der italesættes?
Vi kom så hjem med et barn der blev mere og mere gul, mere og mere sløv, og mere og mere ked.
Både SP og egen læge kunne se og forstå, at den var galt med gulsotten og vi blev indlagt på neonatal på 10. dagen, eftersom blodprøver viste at bilirubin tallet (både det konjugeret og det ukonjugeret) var over grænsen og da I. er født før tid.
I’s andre levertal var også forhøjet.
Ubehandlet gulsot kan give hjerne- eller leverskade, derfor kom I. hurtigt i lysbehandling. Men bilirubin tallet røg altid op over grænsen, to dage efter lysbehandlingen var afsluttet. Og vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, andet end at vente og håbe på at I. ikke skulle gennemgå en operation, som ville være sidste skridt ifølge lægerne.
Ved indlæggelsen lagde jeg også mærke til, at I. havde svært ved at ligge ned til bleskift, og til alle undersøgelserne, og var mere ked end derhjemme, over at blive lagt ned.
Han reagerede meget hurtigere nu og ikke kun med gråd længere. I. strakte simpelthen armene op og tog benene op til sig hver gang.
Sidstnævnte forstod jeg ikke helt hvorfor, men når jeg ser tilbage i dag, så forstår jeg det godt.
I. havde refluks sygdom, silent refluks og stramt tungebånd oveni.
Læs mere om I’s refluks her